Midt på Stortorget i Helsingborg gemmer sig en historie, der nægter at gå i glemmebogen. På Home Hotel Grand har gæster i årtier fortalt om isnende vindpust, en vedvarende fornemmelse af at blive betragtet – og nogle hævder endda, at de er blevet skubbet ud af sengen midt om natten. Særligt værelse 585 på femte etage skiller sig ud, for det er her, at mange oplever en tilstedeværelse, der ikke lader sig forklare.

Fortællingen begynder en dramatisk nat i 1920’erne. En mand tjekkede ind på hotellet med sin elskerinde, og efter sigende fandt hans hustru dem. Hvad der siden udspillede sig, står hen i det uvisse. Morgenen efter forlod manden hotellet alene – og elskerinden blev aldrig set igen. Siden har hun fået ry for at være den gæst, der aldrig rejste igen. Tilbage i 2009 skrev avisen Expressen om hændelserne på hotellet, og Helsingborgs Dagblad har siden fulgt op på sagen med et videoreportage om de uforklarlige episoder.

Året er 1865. I en mørk fængselscelle i Karlstad sidder præsten Anders Lindbäck og afventer sin dom. Han har tilstået at have forgiftet flere i sin menighed ved at blande arsenik i altervinen – noget han selv hævdede skete af barmhjertighed. Inden retfærdigheden sker fyldest, tager han sit eget liv. Men døden blev ikke enden for den frygtede præst fra Silbodal – det siges nemlig, at han går igen.

I dag er de tunge fængselsporte åbnet for hotelgæster, og bygningen danner rammen om det populære Home Hotel Bilan. Under kælderhvælvingerne lever historien videre. Her, blandt de gamle celler, fortæller personalet om en usynlig tilstedeværelse, som til tider gør det vanskeligt blot at gå ned ad trappen. Der tales om en følelse af ikke at være velkommen – som om nogen stadig holder øje med stedet.

Få hele spøgelseshistorien fra hotellet!

I 1882 åbnede den velstillede kvinde og velgøreren, Ebba Ramsay, Victoriahjemmet i Jönköping, som var et hjem for børn uden trygge rammer og familie. Hendes tilstedeværelse satte sit præg på huset i mange år, og ifølge fortællingerne har hun aldrig helt forladt stedet. Gennem årene har bygningen haft flere funktioner, blandt andet som skole og radiostation, før den blev til det, der i dag er Home Hotel Victoria.

Det er især på de øvre etager, at de mærkelige oplevelser finder sted. Gæster er vågnet med en fornemmelse af, at nogen har sat sig på sengekanten. Andre har hørt en blid raslen i tomme rum og har desuden følt sig iagttaget i korridorerne. Personalet fortæller også om genstande, der flytter sig uden årsag. Samtidig beskrives tilstedeværelsen som rolig, som om nogen holder hånden over huset snarere end forsøger at skræmme.

Her kan du læse mere om Ebba.

På Clarion Hotel® Winn i Gävle findes der værelser, som gæster helst ikke vender tilbage til. I korridor C – særligt omkring værelse 178 og 179 – har både gæster og personale oplevet mærkelige ting: møbler, der tilsyneladende flytter sig af sig selv,, fodtrin sent om aftenen og kolde vindpust i lukkede værelser. Nogle beskriver en fornemmelse af, at nogen står lige bag dem, selv om de er alene.

Fortællingerne går tilbage til 1980’erne, hvor restaurantpersonalet hørte lyden af højhælede sko, klirrende glas og bevægelse efter lukketid. Med tiden fik tilstedeværelsen et navn – Julia. Hun siges at have arbejdet her, før hotellet blev opført, og menes at være omkommet under bybranden i 1869, uden nogensinde helt at have forladt stedet.

I dag har Julia sin egen lænestol i restauranten, og siden den blev sat frem, siges der at være faldet mere ro over hotellet.

Her kan du læse mere om spøgelset Julia.

I en gammel lægevilla fra 1921 i Umeå siges et vagtskifte aldrig at være afsluttet. I det, der i dag er Home Hotel Uman, fortælles der om Gerda – sygeplejersken, som både boede og arbejdede her, og som ifølge mange stadig bevæger sig gennem huset. Flere har set hende skynde sig gennem gangen og direkte gennem en væg, netop dér hvor der engang var en dør, som førte op til hendes bolig.

Gerda beskrives som ufarlig, næsten hjælpsom, men det er ikke let at bemærke hendes tilstedeværelse. Uforklarlige lyde, bevægelser og fornemmelsen af ikke at være alene går igen i fortællingerne.