Historier fra vores kolleger
Mental sundhed blandt ansatte i Strawberry
Mental sundhed og trivsel blandt vores ansatte har altid høj prioritet. Hvordan skaber vi de rette rammer for, at Marius trives på arbejde trods svære psykiske udfordringer? Og hvordan finder Johanna balancen mellem rollen som hoteldirektør og livet som nybagt mor? Få mere at vide om, hvorfor åbenhed på arbejdspladsen kan redde liv, og hvordan Strawberry arbejder for, at alle vores medarbejdere får mulighed for at trives og udvikle sig.
Målet er klart: Ansatte hos Strawberry skal have det godt på arbejde, opleve, at der er plads til at være helt dem selv, og have en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. Når vores ansatte trives, kan vores gæster mærke det.
Vores ansatte skal ikke bare tackle hverdagen – de skal blomstre.
Det lyder måske indlysende, men en arbejdsplads, hvor man føler sig hundrede procent tryg uanset sin livssituation, er langt fra en selvfølge. I vores interne undersøgelser ser vi en støt stigende score for mental trivsel. Men er det godt nok? Selvfølgelig ikke. Med over 18.000 ansatte skal vi fortsætte med at bygge et solidt fundament af kompetence, åbenhed og støtte.
Når åbenhed redder liv
Der findes ingen ligefrem opskrift på at håndtere mental sundhed. Uanset om udfordringerne handler om angst, depression, udbrændthed, ensomhed eller store livsforandringer, begynder det hele med åbenhed og den gode samtale.
Marius Pedersens leder på Clarion Hotel® Trondheim er et stærkt eksempel på, hvad den åbenhed kan betyde i praksis.
– Min mentale sundhed, som den er i dag, hænger tæt sammen med mit arbejdsliv. Min leder har støttet mig og givet mig muligheder hele vejen, selvom jeg har haft det meget svært psykisk og har fået mange chancer, siger Marius Pedersen.
I en periode var han alvorligt syg.
– Det endte med, at jeg blev tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital efter et selvmordsforsøg, fortsætter han.
Efter nogle dage fik han endelig mulighed for at ringe til nogen. Først ringede han til sin mor og derefter til sin leder. Det svar, han fik, betød alt.
– Jeg blev fortalt, at jeg skulle få det bedre og modtage den hjælp, jeg havde brug for. Samtidig fik jeg at vide, at jeg havde en plads at vende tilbage til, når jeg var klar. Da gik det op for mig, at jeg faktisk havde noget at miste, siger Marius.
Ordene fra lederen blev afgørende for Marius og hans motivation for at vende tilbage. At han hele vejen turde være åben om sine udfordringer, betød, at han fik den støtte og hjælp, han havde brug for, både på arbejdet og privat og også efter sin indlæggelse.
I dag er Marius tilbage på arbejde og har det godt mentalt. Hans vigtigste opfordring til andre, der kæmper, er at tale med nogen om det, man har det svært med, herunder en eller flere kolleger, og erkende, at man har brug for hjælp.
Balancen mellem arbejde og privatliv
Det er blevet lettere at tale om mental sundhed på arbejdspladsen, mener Johanna Furenbäck, General Manager på Comfort Hotel™ Grand Central i Oslo.
– Hos os er det blevet mere almindeligt at tale om det, man kæmper med, end det var tidligere, og jeg tror, at pandemien lærte os meget. Mental sundhed kom højere op på dagsordenen, og jeg ser mange eksempler på hoteller under Strawberry, hvor der bliver talt mere åbent om mental sundhed, fortæller hun.
Da Johanna selv vendte tilbage efter sin første barsel, mærkede hun på egen krop, hvor svært det var at slå til på alle fronter.
– Lige pludselig var arbejdet ikke længere mit eneste fokus, og derfor talte jeg åbent med mine medarbejdere om, at jeg var nødt til at prioritere anderledes. Jeg skulle stadig være lige så god en leder, bare på en anden måde end tidligere, siger hun.
Hendes råd til at finde en god balance i hverdagen er at give plads til alle dele af livet, både arbejde, fritid, familieliv og alt det andet.
For Johanna var kollegerne med til at gøre det muligt at finde den rette balance.
– Og så kunne jeg få luft for alt det svære ved at være nybagt mor sammen med kolleger, der også havde små børn. Alt føles jo meget lettere, når man er åben og taler med hinanden, siger Johanna.

De rette værktøjer
Bedre rustet til at hjælpe
Strawberry har en langsigtet plan for at klæde vores ledere bedre på i forhold til at hjælpe, blandt andet gennem en digital workshop for alle ledere i Strawberry. Her lærer de, hvordan de kan støtte ansatte, der har forskellige udfordringer, hvordan de genkender tegn på, at nogen har det svært, og hvordan de kan være med til at understøtte god mental sundhed og trivsel.
En god arbejdsplads handler ikke kun om gode ledere, men i lige så høj grad om de kolleger, man har omkring sig. Derfor vil der på sigt også blive stillet et digitalt værktøj for ansatte til rådighed med information om mental sundhed og trivsel i Strawberry, blandt andet om, hvad man som kollega eller leder kan gøre for at støtte en ansat, der har det svært.
Målet er, at endnu større åbenhed skal gøre det stadig lettere at tage det første skridt og fortælle, hvordan man har det. Det skal ganske enkelt være godt at gå på arbejde her.
Samarbejde med The Human Aspect
For at styrke fokus på mental sundhed og trivsel samarbejder Strawberry med The Human Aspect. Fonden giver værdifuld indsigt gennem en række interviews med mennesker, der kæmper med forskellige udfordringer som angst, depression, ensomhed, kulturelle forskelle og andre udfordringer i livet.
På deres hjemmeside kan du høre interviews med mennesker, hvis oplevelser og udfordringer du måske kan genkende noget af dig selv i. Du kan også høre, hvad der har hjulpet dem videre.
Og ved du hvad? Vi har flere ledige stillinger, hvis du har fået lyst til at arbejde i en virksomhed, der tager mental sundhed alvorligt.

